Om TT størrelsen 1:120

Her kan du læse om hvad modeljernbaner i størrelse TT er samt lidt TT-historie

Før 2. Verdenskrig var modeljernbaner i ret stor skalastørrelse, 1 (1:32), 0 (1:45) og H0 (Halv-nul 1:87). Efter krigen steg behovet for modeljernbaner i mindre størrelser, da flere og flere “almindelige” mennesker gerne ville have en modeljernbane på begrænset plads, og størrelse TT (Table Top = Bordplade) blev født i USA af H.P. Products. Skalaforholdet var 1:120 og sporvidden 12 mm.

Kort tid efter fulgte to europæsike producenter efter, nemlig Rokal i Vesttyskland og Triang i Storbrittanien. Størrelsen fik stor udbredelse i 50-erne, og omkring 1960 kom den Østtyske (DDR) producent Zeuke til.

TT blev i 60-erne udsat for stigende konkurrence fra den mindre N skala (1:160) med 9 mm sporvidde. I midten af 60-erne var det slut med Triangs TT produktion og i 1969 gik også Rokal konkurs.

I DDR og det øvrige Østeuropa (samt eksport til Vesteuropa bl.a. Danmark) havde Zeuke et stadigt voksende marked, og sortiment, sporelementer mv. blev kontinuerligt udbygget. I 1972 blev Zeuke nationaliseret, og blev fremover markedsført som VEB Berliner-TT-Bahn (kort BTTB). I 80-erne var BTTB blandt Europas største modeljernbaneproducenter.

Efter murens fald brød BTTB marked i Østeuropa sammen, og i 1994 gik efterfølger firmaet BTTB Zeuke GmbH i betalingsstandsning. TT-størrelsens redningsmand blev Hans-Jürgen Tillig, der i 1994 opkøbte BTTB Zeuke GmbH, og dannede TILLIG. Tillig blev lagt sammen med firmaet Pilz, der lavede modelspor, og virksomheden er i dag en af Europas førende modeljernbaneproducenter.

Siden 1994 er TILLIG den førende producent med to sporsystemer i TT (Modelspor og Balastspor) og et stort udvalg af lokomotiver og vogne mv. TILLIGS modeller kan naturligvis digitaliseres, udstyres med lyd. etc, og produkterne er på højde med det bedste i H0.

Andre førende producenter er i dag gået ind i TT bl.a. PIKO, Kres, Kühn, ROCO, Hornby m.fl. Du kan finde link til de vigtigste TT-producenter på siden med link her på siden.

I oktober 2023 har Roco overtaget Kühns TT-sortiment.

I oktober 2022 meddelte Hornby, at de går ind i TT-størrelsen med et fuldt program af engelske lokomotiver, vogne, skinner og tilbehør.