Nytårshilsen 2022 – Dortmund og nyheder

2021 blev trods coronanedlukninger et stort år i klubbens historie – vi var med til Europas største modelbyggermesse Intermodelbau i Dortmund.

Efter at være blevet udskudt to gange, lykkedes det endeligt for arrangørerne at få gennemført Intermodellbau 2021 i november. Vi var med med vores store tyske modulanlæg, og 7 af klubbens medlemmer var afsted en uge. Messen i Dortmund har nemlig hele 4 udstillingsdage, så med transport, ombygning og hjemtransport, tager deltagelsen en uge. Messen havde i år over 40.000 besøgende, så i forhold til de øvrige udstillinger, somvi har deltaget i, var det klart den største. I de senest to år har det været arbejdet intensivt på at få anlægget ombygget, og næsten alle milepæle i det projekt var nået inden Dortmund:

  • ombygning af de to banegårde Altmittweida og Hagenau. Total omlægning af alle spor, signaler mv. Nu kan begge banegårdene (sammen med hovedbanegården Bärenburg) håndtere ens lange tog. Altmittweida har 6 gennemgående spor, hvoraf de to midterste har den finesse, at de ikke går til perron, men er beregnet til gennemgående tog, der ikke skal til perron. Således kører alle godstog nu gennem Altmittweida uden stop ved perron. Hagenau er blev udbygget med 4 gennemgående spor, således at der nu i begge retninger kan laves overhaling. Samtlige sporskifter på begge banegårde er blevet udskiftet eller lagt om for et mere realistisk udseende og sikker drift.
  • Komplet overledning på hele anlægget. Et af klubbens medlemmer har i to år nærmest nonstop arbejdet på, at forsyne hele anlægget med realistisk Sommerfeldt overledning efter tysk forbillede. Det er blevet fantastisk godt, og giver hele anlægget et meget realistsik udseende.
  • Sporvognslinjerne har fået overledning, hvilket også har været et stort projekt, da der ikke findes færdig produceret materiel til sporvognsoverledning i TT. To af klubbens medlemmer har arbejdet intensivt på at få sporvognsoverlednngen færdig med selvbyggede messingmaster og udspændt messing køretråd. Af de to sporvognslinjer (strækningslængde ca. 15 meter) fungerede den ene linje automatisk i Dortmund.
  • Masser af nye detaljer på anlægget samt forbedring af dem, som allerede var der. Alt i alt har anlægget fået et kæmpe løft både driftsmæssigt og i fremtoning.

I Dortmund havde vi endvidere fornøjelse af, at anlægget en hel dag blev gennemfotograferet af fotografen fra Verlagsgruppe Bahn, der bl.a. udgivet MIBA og Modelleisenbahner. Så i den kommen tid vil vi nok se mere til anlægget i flere af VGB´s tidsskrifter og andre medier.

I klubben er der også arbejdet med andre projekter, herunder et nyt modul med remiseområde og drejeskive til klubbens danske modulanlæg. Vi håber, at kunne præsenterer dette på en af årets kommende danske udstillinger.

I slutningen af 2021 og i starten af 2022 er der endvidere kommet rigtig mange spændende nyheder fra TT-producenterne. Og endnu mere er i vente i 2022. Mere herom i et andet opslag i den kommende tid.

Alle klubbens medlemmer og venner ønskes et godt og spændende modeljernbane-Nytår 2022.